Udskriv

Årsagsforbindelse

Skaden skal være årsag til skaden/tabet. Har tilskadekomsten ikke beviseligt ført til de helbredsmæssige problemer som forårsager tabet er der ikke den fornødne forbindelse mellem skaden og tabet. Der mangler årsagsforbindelse og der er uanset om der er et ansvar derfor ikke grundlag for erstatning. Der mangler også årsagssammenhæng, hvis tilskadekomsten godt nok har medført gener der kunne begrunde et tab, men andre grunde der ikke har en sammenhæng med tilskadekomsten, ville have bevirket samme tab. Hvis tilskadekomsten medfører et sygeforløb på f.eks. 6 uger og skadelidte en uge henne rammes af en sygdom der i sig selv ville have medført 8 ugers sygdom, så er der kun erstatningsansvar for den første uges sygdom. Skyldes den konkurrerende skadesårsag en anden ansvarspådragende begivenhed og ikke en sygdom eller anden grund hvor der ikke er et ansvar bag, er der derimod tale om fuld ret til erstatning og endda med solidarisk ansvar for de to skadevolder for den periode, hvor begge grunde er skyld i sygdommen.

Forudbestående lidelser

Et praktisk ofte forekommende årsagsproblem er spørgsmålet om en forudbestående lidelses betydning for retten til erstatning. Man kan ikke få erstatning for en gene elle ret tab der i forvejen gjorde sig gældende eller var meget nærliggende. De færreste af os er dog uden nogen form for helbredsmæssige skavanker, men alligevel er det de færreste der er påvirket heraf. Det er klart, at hvor de forudbestående forhold ikke gav gener (var asymptomatiske) forud for uheldet m.v. så er der ikke grundlag for noget fradrag, hverken i varigt mén eller tab af erhvervsevne, hvis tilstanden må anses for indkapslet og fortsat ville have forblevet sådan, hvis skaden ikke var sket. Fradrag kan i disse tilfælde kun ske, hvis skadevolder beviser, at den forudbestående tilstand af sig selv ville have blevet symptomvoldende/tabvoldende indenfor kortere tid selvom ulykken m.v. ikke var sket. Det er en meget ting bevisbyrde som skadevolder har.

Hvor den forudbestående tilstand tidligere har været genevoldende, men ikke længere var det da ulykken m.v. indtraf, gælder det samme – det klare udgangspunkt er, at der ikke er grundlag for fradrag og det er skadevolder der skal bevise at det ikke var en varig/indkapslet tilstand. Hvor den forudbestående tilstand gjorde sig gældende med symptomer, men uden begrænsning i arbejdsevnen, så vil det kun være relevant at diskutere fradrag i varigt mén og kun hvis skaden ramme samme kropsdel som i forvejen havde problemer/medfører til dels samme gener. Er der et problem med en fod og du kommer til skade med nakken skal der ikke fradrages i mengodtgørelsen. Den skadevolder der påstår at et forudbestående problem, der måske har stået på igennem adskillige år med gener uden at havde givet anledning til nedsat arbejdsevne eller klart forøget sygefravær ville have medført et tab af erhvervsevne indenfor kortere tid har et meget stort bevisproblem – men ikke desto mindre ses det meget ofte at der sker reduktion på dette grundlag. Det skal ikke accepteres. Havde skadelidte derimod af andre grunde også før ulykken en nedsat arbejdsevne, eller var arbejdsevnen  klart truet ved et forhøjet sygefravær, skånehensyn, opstart at social sag eller lign., så vil der derimod ske fradrag ved udmålingen, da skadelidte ikke kan kræve erstatning for det tab der er forvoldt af andre grunde. Der sker dog i alt for stor udstrækning end der er grundlag for reduktion på grund af forudbestående eller konkurrerende lidelse, så det er et område der skal have stor fokus. Ikke sjældent sker der fradrag ved udmåling af tab af erhvervsevne blot på grund af den forudbestående gene selvom den ikek tidligere havde medført en nedsat erhvervsevne og uden bevis for at tilstanden uden ulykken ville have udviklet sig negativt og inden for kort tid have medført tab. Hvis den forudbestående tilstanden sandsynligvis vil medføre et tab af erhvervsevne, men det ligger ud i en fremtid der ikke er nærtliggende, men kan være om 5 år, 8 år eller 15 år, er det et forhold der ikke kan tages i betragtning og føre til reduktion.

”Tag skadelidte således som skadelidte er” – særlig disponering hos skadelidte

En forudbestående tilstand, f.eks. en tidligere skade kan gøre en mere sårbar og disponeret for at få mere vidtgående følger ved en ny skade, eller der skal mindre til for at få varige gener. Spørgsmålet er så hvem der bærer risikoen for det?

I det omfang at der er tale om en tilstand, der nok gør skadelidte mere sårbar, men som ikke er en tilstand, der uden uheldet ville have udviklet sig, og uheldet således er den udløsende grund, da følger det af danske erstatningsret, at der skal gives fuld erstatning. Erstatningsretligt er der fuld årsagssammenhæng selvom andre grunde end ulykken medicinsk set er væsentligere faktorer. Man udtrykke denne grundsætning på den måde, at ”skadevolder må tage skadelidte således som skadelidte er”. For nakketraumer og rygtraumer er det ofte sådan at der konstateres slidgigt i hvirvelsøjlen i forbindelse med undersøgelserne efter skaden. Disse degenerative lidelser er dog helt almindeligt forekommende og vil ofte ikke af sig selv føre til nogen væsentlige og varige gener, men kan disponere for at udvikle mere vidtgående følger ved et traume. Så længe symptomerne er opstået på grund af uheldet er det ligegyldigt erstatningsmæssigt, at den degenerative lidelse har bidraget til alvoren og omfanget af generne.

Del
Del denne side på Facebook

logo40pxadvokatlogoerCopyright 2012 © Sandager Advokater, Lyngby Hovedgade 41, Postboks 53, 2800 Kgs. Lyngby
Telefon +45 45 93 21 50 |  Fax +45 45 93 03 55  |  Email: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.